tirsdag den 14. august 2012

Bridgelagkage

Nu er det en uge siden min søster fyldte år og hun ønskede sig en Bridgelagkage til kaffen. 

En Bridgelagkage er en kage man plejer at kunne købe hos Gugbageren og Salling Bageren i Aalborg. Men jeg har ikke set den længe.

Jeg har også søgt rundt omkring på nettet for at finde ud af hvad en Bridgelagkage virkelig er, men jeg kan ikke finde et eneste sted Bridgelagekagen er nævnt.  

Min konklusion er at det er én bager som har arbejdet begge steder og lavet kagen. 

Så jeg måtte i gang selv.


En Bridgelagkage er en hvid kage delt i to, med hindbærmarmelade på bunden og et ekstratykt lag smørcreme og et tykt lag pink glasur på toppen og små farvet krymmel. 

Bridgelagkage

4 æg
120 g sukker
120 g hvedemel
20 g smør, smeltet og afkølet

Smørcreme

250 g sukker
3 æggehvider
250 g smør, blødgjort

Hindbærmarmelade

300 g hindbær
300 g sukker

Glasur
250 g flormelis
Rød konditorfarve
Små runde krymmel i mange farver

Opvarm oven til 180 grader. Smør og beklæd en 20 cms springform med bagepapir. Papiret skal også smøres. Hel formen drysses let med mel.

En gryde fyldt halvt med vand bringes i kog. Sæt en skål over som passer i størrelsen og pisk æg og sukker over vandbadet. Pisk til massen bliver lys og luftig, men sej som en mousse.

Tag skålen af vandbadet og forsæt med at piske i massen til den er helt kold. 

Sigt melet ned i skålen og vend det i dejen efterfulgt af smørret tilsat i en tynd stråle.

Hæld dejen i springformen og bag kagen i cirka 20 minutter til den er gylden og gennembagt. Tjek med en tandstikke.

Vend kagen ud af formen og lad den køle helt af på en bagerist.

Til hindbærmarmeladen koges hindbær og sukker sammen ved lav varme til kompotten begynder at tykne. Lad den køle helt af.

Til smørcremen kommes sukkeret i en lille gryde sammen med ½ dl vand. Kog de to sammen til en let tyk, let gylden sirup. Kog siruppen over svag varme og rør til sukkeret er opløst. Når siruppen først simre må der ikke længere røres i siruppen.

Pisk æggehviderne helt stive med en håndmikser. Tilsæt sukkerlagen i en tynd stråle under piskning. Pisk marengsen til den er helt kold og stiv og skinnende. Skær smørret i små tern og tilsæt den gradvist til marengsen til smørcremen er tyk og blank. 

Del kagen i to og smør bunden med den hjemmelavede hindbærmarmelade. Fordel smørcremen over og læg toppen på kagen. Sæt kagen på køl til den er helt fast.

Brug eventuelt en fyldering hvis du vil have sidderne lige. 

Rør en tyk glasur af flormelis, varmt vand, rød farve. Fordel glasuren over kagen og drys med krymmel.

Sæt kagen på køl indtil én time inden servering. Hvis der er meget varmt skal den selvfølgelig ikke stå så længe inden servering. Men hvis kagen serveres direkte fra køleskabet vil smørcremen være meget fast.



16 kommentarer:

  1. Uhm, den er så god den kage - er egentlig slet ikke til lagkage, men den "fra Salling" smager altså rigtig godt i al sin enkelhed :D

    - Anne

    SvarSlet
  2. Mmm, det var et godt bud på en kage til mit fødselsdagskagebord. Har dog aldrig hørt om en bridgelagkage før, men jeg er jo heller ikke fra ålleren ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Næ, den lader til at være temmelig lokal. Gad godt vide hvorfor det hedder en Bridgelagkage!?

      Slet
    2. Godt spørgsmål! Måske er det en måde at få en lagkage til at lyde mere sofistikeret... Hmmm... :)

      Slet
  3. mmmmmmmm - den ser skøn ud :o) Jeg har aldrig prøvet originalen, men denne må da vist prøves en dag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er også super lækker!! Men ja, hvis du falder over originalen er den helt sikkert pengene værd! MUMS!

      Slet
  4. Ah hvor ser den lækker ud. Det var sjovt jeg synes jeg havde kommenteret begge dine indlæg med fødselsdagen og skulle lige ind og se svaret nu. For jeg mener, at jeg havde spurgt om noget. Men kan slet ikke se mine kommentarer og heller ikke huske mit spørgsmål :-) for pokker den ser vildt god ud!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mette ;)

      Jeg kan "kun" se du har kommenteret på den med laksesnipper.. hvor du siger tak for tippet, fordi du elsker laks og du elsker pandekager :D

      Men jeg har altså ikke slettet noget.. I swear it!

      Slet
  5. Ahhh er du sikker ;-) nej, jeg tror jeg har glemt det der capta, den kode. Er det måske noget du har lyst til at slå fra, så er det lidt lettere at kommentere :-) måske jeg skulle prøve din kage m blåbær, har lige været på rov idag. Ha en rigtig dejlig aften.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg anede ikke det var slået til!! Og jeg hader det selv når jeg støder på det rundt omkring! Ej altså.. men jeg ser på sagen.

      Mmm blåbær! Det lyder godt :) Med blå glasur og sølvkugler?

      Tak i lige måde!

      Slet
    2. Jeg tror jeg har slået det fra nu??

      Slet
  6. Ih tusind tak, det var sødt af dig, det virker!!! :-)

    SvarSlet
  7. Bridgelagkagen er en af de kageopskrifter, som Salling fik lov at købe/overtage efter Kirstinebageren på Vesterbro lukkede. Sidenhen er den blevet "hvermands eje".
    Ja, den kunne /kan købes hos Salling, men de har gjort den mindre. Den var opringeligt ret stor, til 12 personer, men nu er det vist en lille sag til 4-6 personer.

    SvarSlet
  8. Jeg bliver nødt til at sige, at den i Sallingbageren ikke indeholdt smørcreme. Det var en konditorcreme den var lagt sammen med. Har selv arbejdet der:)

    SvarSlet