Endnu en lille let sommerret fra de billige kogebøger fra Fakta, som jeg købte i sidste uge.
Denne opskrift er fra kogebogen Bbq, men da der absolut ikke var vejr til at grille i aftes, blev disse "dogs" stegt på panden. Ellers en rigtig lækker middag, som faldt i god jord hos familien.
Der var selvfølgelig lidt ændringer i forhold til opskriften i bogen, men I får den her som jeg lavede den.
Homemade dogs
4 personer
500 g hakket svinekød
1 lille løg
60 g rasp
1 fed hvidløg
1 æg
1 stor håndfuld basilikum
Salt og peber
8 pølsebrød af den gode slags
Sennepscreme:
250 g cremefraiche 18%
2 spsk. grovkornet sennep
1 spsk. dijonsennep
Lav en fars af hakket svinekød, revet løg, rasp, hvidløg, æg, hakket basilikum, salt og peber. Rør farsen grundigt så den hænger sammen og pølserne ikke falder fra hinanden når de steges på panden.
Lad farsen hvile køligt i 10 minutter.
Imens røres dressing af cremefraiche og to slags sennep. Lad hvile på køl.
Del farsen i 8 portioner og form dem til pølser, som passer i længden til brødene.
Steg pølserne på en middel varm pande i 5-10 minutter. Vend dem et par gange.
Imens varmes pølsebrødene.
Server de hjemmelavede pølser i varme pølsebrød smurt med sennepscreme og en grøn salat på siden.
ej det lyder vildt lækkert, og en god måde at få brugt hakket svin på til andet end frikadeller. det må jeg prøve en dag :) tak for opskriften
SvarSletDet var også vildt lækkert! Tror faktisk vi alle var lidt overrasket over hvor lækkert det faktisk var. Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg forsøger mig dogs som disse.
SletGlad for at dele den med dig :) Tak fordi du læser min blog!