søndag den 16. december 2012

Hjemmebagte hundekiks

Jeg har som sagt fri i weekenden, men er lovet væk til hvalpepasning for mine forældre, som er på juletur til Düsseldorf. 

Og hvilken anden bedre måde end at bruge de lange (halve) timer hvor Tella og de andre småhunde sover, end på at bage hundekiks? Dyrene skal jo også mærke det er jul!

Det har været super hyggeligt og lidt anderledes at bage noget, som man ikke selv kan putte i munden. Der er dog intet i de to slags hundekiks som jeg har bagt, som mennesker ikke også kan spise og det er i sig selv egentlig en meget rar tanke! 

Opskrifterne her under giver ikke nogle frygtelig store portioner hundekiks. Jeg ville ikke lave for meget af de sprøde ting, hvis nu mine hundepiger ikke ville spise dem. Men det vil de gerne - rigtig gerne! Så det er bestemt ikke sidste gange jeg giver mig i kaste med hjemmebag i hundenes tegn! Og så er det jo også rigtigt hyggeligt at få lov at bruge sine fine nye udstikkere fra Udstikkere.dk, som jeg vandt af Line!



Prinsesseudstikkere, hundeben og hjerter i forskellige størrelser udgør motiverne for denne portion hundekiks.

Hundekiks med Tun

2 bageplader kiks

1 dåse tun i vand
2 dl oksebouillion (vand og terning), afkølet
2 spsk olie eller Becel
100 g fuldkornshvedemel
1 spsk salt
1 tsk sukker
250 g hvedemel

Forvarm ovnen til 15o grader varmluft.

Dræn tun for vand.

Bland alle ingredienserne til hundekiksene sammen i en røreskål, men hold cirka 100 g hvedemel tilbage. Ælt dejen sammen, enten med håndkraft eller på røremaskine. 

Tilsæt det sidste hvedemel lidt efter lidt, til du har en fast dej, som ikke klæber, men som er jævn og glat. 

Rul dejen ud på et melet bord i ca. 0,5 til 0,7 cm tykkelse og stik små eller store hundekiks ud med småkageudstikkere. Dejen er meget sej, så der skal trykkes til! 

Læg hundekiksene på bageplader med bagepapir og bag dem i cirka 30 minutter til de er sprøde og gyldne. 

Afkøl de små "kager" helt og opbevar dem i lufttætte beholdere.




Knasestænger med havregryn

16 store stænger

2 æg
1 kop fuldkornshvedemel
1 kop grahamsmel
3 kopper havregryn
Oksebouillion (vand og terning), afkølet

Forvarm ovnen til 175 grader varmluft.

Bland alle de tørre ingredienser og æg sammen i en røreskål. Rør dejen sammen enten ved håndkraft eller på røremaskine. 

Tilsæt nu oksebouillion lidt efter lidt. Dejen skal som resultat være som en tyk klæg grød. Får du tilsat for meget oksebouillion, så rør lidt hvedemel i dejen.

Spred dejen ud i 1 cm tykkelse på en bageplade med bagepapir. 

Skær dejen ud i 16 lige store stave, eller hvor mange man ønsker efter størrelse.

Bag stængerne i ovnen i 10 minutter. 

Tag pladen ud af ovnen og vend stængerne med bunden i vejret og bag yderligere 10 minutter.

Skru nu ned for varmen i ovnen til 150 grader og forsæt bagningen til knasestængerne føles tørre på overflade, faste og gennembagte, ca. 30 minutter.

Imens knasestængerne endnu er lune brækkes de fra hinanden. Afkøl stængerne helt inden de hældes på lufttæt opbevaring. 

Puppy approved! 



11 kommentarer:

  1. Hvor hyggeligt:)
    Du skal bare være forsigtig med at give dine vovser for meget hvede (og generelt for meget korn), da det godt kan være lidt hårdt for deres maver:) En anden god (med lidt stinkende) måde at lave gode, hjemmelavede guffere på er at tørre leverstykker eller pølser i ovnen til de er helt sprøde. Det er både billigt og super godt for dine hunde:)Emma elsker dem med lever, men jeg synes lever er så klamt at jeg sjældent får dem lavet, haha..

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej :)

      Det havde jeg ikke lige tænkt over, men jeg vidste det egentlig godt. Vores hundepiger har nu altid fået hvede ect. fordi vores nu afdøde schæferhund, Jashra <3, ikke kunne tåle proteiner og vores lille hvide Westie også er følsom med alt for meget kød - Så der er altid blevet valgt godbidder med så lidt kød, som muligt, men så er der så mel i, men det har nu aldrig været et problem syntes jeg. Det er jo heller ikke fordi de får så mange. Men tak fordi du nævner det :)
      Lever er heller ikke det allermest lækre der findes! :S Men nu man skal i gang med hjemmelavet leverpostej inden jul, så kunne det godt være man skulle prøve din ide - når man alligevel er i gang med at fedte med lever!

      Slet
    2. Hov, der skal da ikke stå nej XD der skal stå JA! Meget hyggeligt :)

      Slet
  2. Årrhh, skønne billeder af de skønne vovser..
    -C

    SvarSlet
  3. Tak for dejlige billeder af de skønne vovser! Og mums for en opskrift, har aldrig prøvet at lave hundekiks før! Må helt sikkert se, om ikke jeg kan nå at lave småkager både til og familiens hunde

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak :) Ja da! Intet mindre er godt nok! ;)

      Slet
  4. Gode opskrifter!
    Billige udstikkere til hundekiks kan købes her:
    http://kageprodukter.dk/produkter/?search=Hund

    SvarSlet
  5. hallo hunde må absolut ikke få salt! heller ikke løg chokolade mandler macipan og meget andet da det øgelægger nyrene .en ting er at give sin hund en lille frikadele med lidt salt og meget lidt løg i,men man laver ikke en hundkiks med salt i , og da slet ikke en spsk salt!

    SvarSlet
  6. hej igen en rigtigt god ide til folk der har hunde med nyresygdomme, som ikke må få protein mm , lever problemer og andre sygdomme . køb dåsemad til den aktuelle sygdom og lave kiks af dem . lige ved at lave til min hund,som har nyre problemer . hun skal ikke undvære godbidder efter 12år og 9 måneders kærlig opførelse . hun har fortjent,jeg bager kiks hun kan tåle ,

    SvarSlet
  7. Jeg har også en vidunderlige tæve på 5 år som fik konstateret nyre problemer for ca 1/2 år siden .
    Jeg køber K/D foder , både tørt og vådt .
    Jeg bager selv hendes godbidder ved at komme tørfoder i en skål med kogende vand til de blir bløde og kan mases lidt , så tilfører jeg lidt af de forskellige vådfoder (har som regel 3 forskellige slags ) blander det hele sammen , så det er godt blandet .
    Tager derefter bageplader med bagepapir , bruger en spiseske til at få den rigtige mængde af fodret op og laver (småkager) i de str som jeg nu synes
    Tænd ovnen på 180 grader og bag i 45 min 🤩så har du de bredeste godbidder til din nyresyge hund

    SvarSlet