Viser opslag med etiketten chokoladekage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten chokoladekage. Vis alle opslag

fredag den 15. juni 2012

Brownies

Jeg så den opskrift på brownies den anden dag på Foodgawker. Eller nej, jeg så henvisningen til denne opskrift på Foodgawker. Opskriften var at finde hos Uten Gluten og jeg måtte straks i gang selv.  

Da jeg ikke er gluten-allergiker, lavede jeg lidt ændringer i opskriften og den er nu blevet min go-to-opskrift på brownies.

Disse brownies er simpelthen alt hvad man kunne ønske sig. De er tætte, men saftige. Seje og en totalt chokolade-agtige chokoladekage. Og jeg elsker de store stykker chokolade, som i den færdige kage bliver til lommer af intens chokoladesmag. 

Og det bedste af det hele? Den bliver kun bedre af at ligge i køleskabet et par dage.  


Brownies - slet og ret

3 æg
3½ dl sukker
2 tsk vaniljeekstrakt
100 g mørk chokolade, 70 %
100 g mørk chokolade, 80 % 
175 g smør
1½ dl hvedemel
100 g hvid chokolade, hakket
100 g lys chokolade, hakket 
1 nip salt

Varm oven op til 175 grader.

I en gryde over lav varme, smelt smør og chokolade. 

Pisk æg, sukker og vanilje til en let æggesnaps. Vend chokolade-smør-blandingen i æggene. 

Sigt mel i dejen og vend den i sammen med salt. Og tilsidst den hakkede chokolade.

Beklæd en lille bradepande med bagepapir og held dejen i. Bred dejen ud. 

Bag kagen i 35 minutter. 

Jeg tjekkede ikke for at se om kagen var færdig efter de 35 minutter. Det er mindre vigtigt med en brownie, som man forventer skal være let klistret og sej.


Som sagt, bliver brownien kun bedre af at hvile koldt i køleskabet et par dage. Hvis du da kan holde fingrene væk så længe... 

søndag den 22. april 2012

An Oldie, but a Goodie

Til alle gode fødselsdage hører en lagkage. Selvom det er lidt mormor-agtigt med en lagkage til ens fødselsdag vil jeg nødigt undvære! Selv hvis det er med Karen Wolf-bunde.

I år havde min mor fundet denne klassiker med et tvist:

Jeg ved ikke lige hvor tropisk den er, men det kalder den sig.




Tropisk Bananlagkage

Karolines Køkken, Arla

Kakaobunde
100 g blødt smør
3 dl sukker (ca. 250 g)
2 æg
225 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljesukker
2 spsk. kakao
2 dl mælk

Bananfyld
1/2 liter piskefløde
2,5 dl cremet abrikosmarmelade
2 bananer
150 g mørk chokolade, hakket groft

Pynt
50 g groft hakket chokolade

Kakaobunde: Forvarm ovnen til 175 grader. Pisk smør og sukker sammen, til det smuldrer. Tilsæt det ene æg og pisk godt. Tilsæt det andet æg og pisk til blandingen er let og luftig. Bland og si mel sammen med bagepulver, vaniljesukker og kakao. Vend blandingen i æggemassen, skiftevis med mælken. Fordel dejen i en smurt springform - 22 cm i diameter. Bag kagen midt i ovnen i ca. 50 minutter.
Lad den færdigbagte kage køle helt af inden den flækkes i tre bunde. 

Bananfyld: Pisk fløde og abrikosmarmelade til et let skum. Fordel abrikosflødeskummet, bananer og chokolade i mellem de tre bunde.

fredag den 20. april 2012

The Chocolate Cake Hall of Fame


Det er hvad Nigella Lawson kalder hendes række af opskrifter på chokoladekage i sin kogebog, Feast. Jeg har efterhånden prøvet dem alle samme, inklusiv Chocolate Fruit Cake, Quadruple Chocolate Loaf Cake og Old-fashioned Chocolate Cake. Og de har alle været EXCELLENT!

Så da der skulle bages fødselsdagskage til at tage med på job i morgen vidste jeg godt hvor jeg skulle henvende mig. Der var en del muligheder selvfølgelig, men jeg da jeg skimmede rækken af opskrifter faldt jeg over Chocolate Malteser Cake.
Malteser smagen kommer fra et produkt som hedder Horlicks. Horlicks er en malt-drik i pulverform. Horlicks er ikke så godt kendt herhjemme, men jeg kender det fra Sydafrika hvor man drikke det i stedet for varm kakao og til natten, fordi det har en  søvndyssende virkning.  

Når tilføjet til chokoladekage og smørcreme får du en lækker lækker rund smag, som godt kunne gå hen og blive vanedannende!
Her får du Nigellas opskrift på Chocolate Malteser Cake på dansk. Hvis der er nogen som kan dele ud af information om hvad vi kan bruge herhjemme som malt-pulver, eller om og hvor man kan købe malt-pulver eller Horlicks må I gerne melde jer! Ellers hvis I har andre opskrifter hvor malt/Horlicks indgår kunne det også være interessant! 




Chocolate Malteser Cake

Nigella Lawson, Feast


8-10 stykker

150 g farin
100 g sukker
3 æg
175 ml mælk
15 g smør
2 spsk. Horlicks
175 g hvedemel
25 g kakao, siet
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron

Fyld og pynt
250 g flormelis
1 tsk. kakao
45 g Horlicks
125 g blødt smør
2 spsk. kogende vand
Maltesere

Forvarm ovnen til 170 grader. Smør og drys to 20 cms springforme med kakao.
Pisk de to slags sukker og æg til en lys og luftig æggesnaps. Imens varmes mælk, smør og Horlicks op i en gryde til smørret smelter. Det må ikke koge. 
Si Horlicks, mel, kakao, bagepulver og natron sammen i en skål, og vend det skiftevis i æggesnapsen sammen med den lune mælkeblanding. 
Fordel dejen mellem de to klargjorte bageforme og bag dem i 25 minutter til en kødnål kommer ren ud af kagen når der stikkes i den. 
Lad kagerne køle af i formene i et par minutter, indtil de vendes ud på riste og køles helt af.  

Til fyldet sies flormelis, kakao og Horlicks sammen i en skål og det bløde smør piskes i.  Brug elpisker eller køkkenmaskine. Mens der piskes tilsættes det kogende vand ganske langsomt indtil der opnås den ønskede konsistens smørcreme. Smørcremen skal være let smørbar og silkeglat.

Fordel halvdelen af smørcremen på den ene kage, læg den anden kage oven på og pynt med den resterende smørcreme og Malteser-chokoladekugler.



Det eneste jeg skal huske nu er at tage kagen med på arbejde i morgen!