men Panna cottalagkage med abrikoser.
Min mor laver den mest fantastiske chokolade-appelsin tærte med flødeskum og abrikoser, pyntet med chokolade og mandler.
Da jeg var lille troede jeg det var æggeblommer som lå oven i flødeskummet. Siden da har tærten været kendt som æggeblomme-kagen. Og jeg elsker den.
Tærten minder mig om Påske, nok mest fordi jeg kalder den æggeblomme-kagen! Så da min familie kom til middag i Mandags tænkte jeg at en æggeblomme-kage ville være passende. Her er min version:
Panna cottalagkage pyntet med abrikoser, ristet kokos og kandiseret violer |
Opskriften er lånt fra Lækre Lagkager, som lige umiddelbart er uden forfatter, men den er smæk fuld af fejl, der er bla. ikke abrikoser i ingredienslisten, men ferskner. Så min gengivelse herefter er "fri fortolkning".
Abrikoser på dåse kan være svære at opdrive, men de findes! Jeg køber mine i SuperBest eller SuperBrugsen. Desuden skal du bruge en fyldering til dette projekt.
Panna cottalagkage med abrikoser
Ca. 12 stykker
100 g kokosmel + ekstra til pynt
125 g blødt smør
160 g sukker
3 æg (Str. M)
175 g mel
1 tsk bagepulver
5 spsk mælk
7 blade husblas
600 g piskefløde
Kornene af 1 vaniljestang
250 g cremefraiche 18 %
2 dåser abrikoser
Kandiseret violer
Smør og mel til formen
Forvarm ovnen til 200 grader.
Rist kokosmelet let på en pande uden fedstof. Også kokosmelet som du har til hensigt at pynte med. Lad det køle af.
Rør smør og 100 g sukker cremet. Rør æggene i et ad gangen. Bland mel, bagepulver og kokosmel til kagen, og rør det i æggemassen sammen med mælken.
Smør en springform (26 cm Ø) og drys den med mel. Bred dejen ud heri og glat overfladen. Bag kagen i den forvarmet ovn i ca. 20 minutter. Lad den køle af i formen.
Udblød husblassen i koldt vand i minimum 5 minutter. Bring 400 g fløde i kog i en gryde sammen med resten af sukkeret og vanilje. Lad det simre ved svage varme i 5 minutter. Tag gryden af varmen og lade den køle let af.
Knug vandet af husblassen og opløs den i den varme fløde. Tilsæt lidt af den lune fløde til cremefraichen og tilsæt derefter cremefraichen til den lune fløde. Lad cremen køle af.
Hæld abrikoserne op i en si og lad dem dryppe godt af.
Sæt kagen på serveringsfadet og læg strimler af bagepapir i kanten under kagen for at holde fadet rent.
En fyldering sættes omkring kagen ovenpå bagepapiret.
Pisk 200 g fløde til skum og vend den i cremen.
Bred lidt af cremen ud på kagen og læg nogle af de afdryppede abrikoser på bunden. Fordel resten af cremen over kagen.
Træk nu forsigtig i fylderingen så den udvider sig og cremen løber ned af siden af kagen. Men ikke for meget eller for længe! Glat overfladen af lagkagen og sæt den på køl i mindst 4 timer.
Fjern forsigtig fylderingen og pynt lagkagen med ristet kokosmel på kanten og resten af abrikoserne, samt kandiseret violer.
Kagen bliver kun bedre af IKKE at være iskold ved servering.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar