Viser opslag med etiketten ost. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ost. Vis alle opslag

torsdag den 25. april 2013

Smørrebrød no. 1 - Camembert Frites

Jeg havde som sagt inviteret nogle søde piger på smørrebrød i anledningen af min fødselsdag den anden dag. 

Smørrebrød er normalt noget man "får udefra". Men det kan altså sagtens laves hjemme også. Det var super lækkert og meget meget populært!

Det første stykke smørrebrød som jeg vil vise er camembert frites. Camembert Frites er paneret camembert på riset franskbrød, serveret med solbærsyltetøj.

Hvis man aldrig har fået camembert på denne måde før skylder man sig selv en anledning! Det er et super lækkert og smagfuldt stykke smørrebrød og jeg vil godt vove at påstå at flere af mine gæster blev overrasket over hvor lækkert det er! Og så er det nemt at lave!


Camembert Frites

1 stykke

1 skive hvid franskbrød
Smør el. ligende
1 trekant camembert (cirka 1/8 del af en hel camembertost på 250 g)  
Hvedemel
Æg
Rasp 
Olie til stegning
Solbærsyltetøj

Dobbeltpaner osten; vend osten først i mel, så sammenpisket æg, derefter rasp og påny æg og rasp en sidst gang. Sæt osten på køl indtil få minutter inden du er klar til at server.

Rist brødet, smør det med smør og læg det på en tallerken.   

Varm en stegepande op med en smule olie og steg den panerede ost i ca. 5 minutter indtil skorpen er gylden over det hele. Pas på der ikke går hul på osten. Læg kortvarigt den færdigstegte ost på et stykke køkkenrulle.

Læg osten på den smurte franskbrød og server med et par skefulde solbærsyltetøj.  


 

torsdag den 29. november 2012

Thanksgiving Madklub

Tirsdag var vi fire piger (+ et enkelt vedhæng og to små hundepiger) sammen i vores Madklub. Temaet var Thanksgiving! 

Madklub var oprindeligt planlagt til sidste uge hvor der rent faktisk var Thanksgiving, men vi blev forhindret og måtte udskyde til igår. Men det var også fint.

Som sagt var temaet Thanksgiving og det kan jo kun betyde lækkert mad. Men det er kun altid lækkert mad vi får!

Jeg skulle have forret med i går og havde set Jamie Oliver laver en fantastisk osteret med tranebærsauce i et tv-program og syntes det ville være perfekt til dagens anledning. Dog kunne jeg ikke finde den præcise opskrift, så min er en løs fortolkning af det samme tema. 

Opskriften kommer efter billederne her;  Billederne er fra Instagram. 


Camembert & Brie i Filo serveret med Tranebærsauce. Super lækkert og rigtig nem lille forret eller måske en lækker frokost? Kunne godt finde på at lave den igen, måske kun med camembert eller måske i en udgave som kan laves i paninigrillen.


Line havde lavet hovedret. En turkeyburger i hjemmebagt bolle med grønkålsslaw og tranebærsauce. Kalkunen var en lækker rullesteg af kalkunbryst fyldt med persille og bacon. 


Desserten var en velduftende kryddergulerodskage med limeglasur. Jeg smagte desværre ikke denne smukke sag, da min allergi overfor citrusfrugter sagde nej da jeg jeg fik en lille smag af glasuren. Men jeg hørte den var helt fantastisk! 

 Camembert & Brie i Filo med Tranebærsauce

 4 til forret eller 2 til frokost

100 g camembert
100 g brie
50 g pinjekerner
1 håndfuld frisk basilikum, stilke og blade
Skal af 1 citron
Lidt salt

1 rulle købt, frossen filo dej, optøet

100 g tranebær
120 ml Southern Comfort Whiskey
½ tsk. stødt ingefær
½ tsk. stødt nelliker
½ tsk. tørret timian
½ liter vand

Olivenolie til at stege i.

I en lille gryde blandes tranebær, whiskey, krydderier og vand. Ingredienserne koges op. Skru ned for varmen og lad saucen småkoge i 10 minutter til tranebærrerne er svulmet op og spritten i whiskeyen er fordampet.

Hvis meget af vandet er fordampet tilsættes mere vand og med en stavblender pureres saucen jævn. Saucen skal være tyk, men flydende. Ydeligere vand kan være nødvendigt at tilsætte.

Blend ost, pinjekerner, basilikum, citronsalt og lidt salt sammen til en jævn masse i en food processor.

Rul filoedejen ud på køkkenboredet og læg 4 ark ud på bordet. Resten af dejen kan fryses ned igen.

Fold hvert af de fire ark filo på midten på den korte led og læg en tyk pølse af ostefyldet midt på hver firkant. Rul pakkerne sammen til en lang tyk pakke og fold enderne ind.

Varm lidt olie op på en god pande. Varmen må ikke være for kraftig. Læg filopakkerne på panden, først med lukningerne ned af, og steg dem sprøde i olien. På 4 sider. 

Det er vigtigt at panden ikke er for varm så filodejen ikke brænder, inden fyldet i midten er smeltet. Det tager cirka 5-10 minutter.

Server filopakker og tranebærsauce meget varme! Men pas på med det smeltet ost! 

Dette var afslutningen på Thanksgiving i denne omgang! Nu gælder det jul!
Næste Madklub er planlagt til mellem jul og nytår. Det er mig som har værtskab og temaet er æbleskiver!

Og i dag skal familien have hundehvalp! Rigtig god torsdag!

tirsdag den 2. oktober 2012

Hjemmelavet Gnocchi a la Paris

Blogindlægget af billederne fra Instagram i sidste uge mindede mig om at jeg lavede den lækkerbiksen af en aftensmad til mig og min søster i mandags. 

Hjemmelavet gnocchi i bechamelsauce med skinke, som er gratineret i ovnen. Totalt comfort food og overlækker aftensmad. 

Helt sikkert noget som skal laves igen og med forskellige sauce og fyld. Der skal gøres en del i forberedelse inden denne ret står klar på bordet, men det er arbejdet værd!


Hjemmelavet Gnocchi a la Paris

Le Gordon Bleu

2 personer til hovedret 

Gnocchidej
En knivspids stødt muskatnød
30 g smør
65 g hvedemel
2 æg
15 g  gruyère, revet (Jeg brugte Karolines Pastaost)

Bechamelsauce
15 g smør
2 spsk. hvedemel
4 dl mælk
100 g kogt skinke i strimler
50 g gruyère, revet (igen brugte jeg Karolines Pastaost)

Til gnocchidejen kommes muskatnød, smør, salt og peber  i en lille gryde. Tilsæt 1 1/4 dl vand og bring det i kog. Kom melet i og rør kraftigt i den kogende opbagning. 

Når dejen slipper grydes sider tages gryden af varmen og sættes til afkøling. 

I en anden skål piskes de to æg sammen til en homogen masse. 

Tilsæt æggene til opbagning lidt efter lidt i det der piskes kraftigt i dejen imellem hver tilsætning. 

Når dejen er blank og glat røres den revne ost i dejen.

Til bechamelsaucen smeltes smørret i en gryde ved lav varme. Tilsæt melet og rør godt. Lad blandingen riste i gryde i et par minutter. Blandingen må dog ikke tage farve. 

Imens i en anden gryde bringes mælken i kog. Når den koger sluk for blusset og begynd på at piske den varme mælk ned i mel og smør blandingen. 

Pisk imellem hver tilsætning af mælk så der ikke kommer klumper i saucen. 

Når al mælken er tilsat til saucen skal saucen koge godt i gennem i mindst et par minutter.

Tag gryden af varmen og rør ost og skinke i saucen. Smag til med salt og peber.

Forvarm ovnen til 160 grader. Bring en stor gryde med vand i kog. Hæld koldt vand i en stor skål og sæt den ved siden af komfuret. Og ved siden af skålen et rent viskestykke til afdrypning.

Kom gnocchidejen i en sprøjtepose monteret med en halvstor rund tyl. 

Når vandet koger sprøjtes dejen direkte ned i det kogende vand. Tryk dejen ud og skær af i 2½ cms længde. 

Når gnocchierne kommer til overfladen i gryden med det kogende vand skal de koge yderligere 30 sekunder. Fjern gnocchierne fra gryden med en hulske og smid dem i det kolde vand og derfra over på viskestykket.

Smør et lille ildfast fad  med smør. Og læg gnocchierne og saucen lagvis i det smurte fad.

Bag retten i ovnen ved 160 grader i 10 minutter. 

Skru op for varmen i ovnen til 200 grader og gratin retten til den er gylden og sprød på overfladen.

Server straks og med massere af brød til. 

torsdag den 21. juni 2012

Makaroni med ost og pancetta..såen da

Vidste I at i dag er årets længste dag?  Det er ikke så ringe, nu når solen rent faktisk har bestemt sig for at skinne, til en afveksling.

I mandags var ikke årets længste dag, til gengæld var det en meget våd dag! Men det skal nu ikke holde mig fra at besøge min søster og hendes lille hund.

Min søster er ligeså glad for mad som jeg er, hun gør dog mere i at spise den end at lave den! Så det passe jo perfekt! Desuden har vi stort set også samme smag i mad, så med en ny pasta-kogebog i huset var der ikke langt fra thoughts to action! 

Det viste sig så at Føtex hverken lå inde med pancetta eller gruyèreost, så der måtte laves lidt om i opskriften. Det blev til en meget lækker lille ret, som jeg sagtens kunne finde på at lave igen. Dog med mindre mozzarella og mere bacon. Jeg har justeret opskriften her. 

 

Makaroni med ost og bacon

4 personer

400 g makroni
150 g røget bacon, skåret i mindre stykker
½ liter fløde
200 g cheddarost
75 g mozzarella 
100 g parmesan
2 tsk sød fransk sennep
1 tsk paprika
Salt og peber
2 spsk. frisk purløg, hakket

Kog makronien al dente efter anvisninger på posen. Hæld vandet fra og hold pastaen varm i gryden under låg, men uden varme.

Steg baconen mer eller mindre sprød på en pande. Dryp af på køkkenrulle.

Hæld det meste af fedtet af panden og skru ned på middelvarme. Hæld fløden på panden og lad det simre sagte et par minutter.

Tilsæt sennep og paprika før de forskellige oste tilsættes saucen. Start med parmesan, så cheddar og tilsidst mozzarella. Mozzarella gør saucen lang og sværrer at arbejde med.

Kog saucen til den er blevet tyk og al osten er smeltet, 5 minutter cirka. Rør ofte. 

Smag retten til med salt og peber og vend tilsidst bacon, purløg og makaroni i ostesaucen.