Viser opslag med etiketten müslibar. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten müslibar. Vis alle opslag

søndag den 19. august 2012

Rice Krispies Treats

Da jeg begyndte at kigge Mine bedste hjemmelavede müslibarer - 40 fantastiske opskrifter igennem og bagte fra den anden dag, kom jeg i tanken om Rice Krispies Treats. Rice krispies treats er en snack man får i USA. Amerikanerne kalder det egentlig for en dessert, men i min verden har den intet med dessert at gøre, men er et morgenmadsprodukt  - i hvert fald i denne form.


Rice krispies treats indeholder kun tre ingredienser og tager 5 minutter at lave, men den kan varieres i det uendelige. Her er opskriften i dens mest grundlæggende og enkle form. 

I dag brugte jeg origianle Kellogs Rice Krispies og Haribo Chamallows til opskriften, men det er ikke vigtigt at det lige nøjagtig er disse produkter man bruger. Det vigtigste er at bruge puffede ris og skumfiduser med en smag man godt kan lide.  

Opskriften her har sit fokus på de puffede ris. Altså denne opskrifter giver sprøde og knasende rice krispies treats med stor smag af puffede ris. Hvis man hellere vil have en sej og sød rice krispies treat skal man bruge flere skumfiduser. 

Rice Krispies Treats

 

8 små firkanter, som lige passer til et hurtigt mellemmåltid eller morgenmad on the go.

85 g skumfiduser med vaniljesmag
2 spsk. smør
6 dl puffede ris

Smør en form med smagsneutral olie. Formen skal helst have lige sider og ikke være for stor, hvis man ønsker en rice krispies treat med en vis tykkelse, som normalt er standarden.  

Smelt smørret over middelvarme i en gryde på komfuret. 

Tilsæt skumfiduserne og rør rundt med jævne mellemrum til skumfiduserne er helt smeltet. 

Tag gryden af varmen og rør de puffede ris i skumfidussaucen.  



Hæld blandingen i formen med det samme og tryk den godt ned i formen så de puffede ris bliver tætpakket. 

Afkøles herefter på køkkenbordet.




Vend formen rundt og lirk den nu helt afkølet og faste rice krispies treat ud på et spækbræt og skær den i passende stykker med en brødkniv.




Opbevar de færdige Rice Krispies Treats i en lufttæt beholder og aldrig på køl.  



fredag den 17. august 2012

Müslibar med rabarber

Dette er ikke en fotogen snack. Tilgengæld er det en total lækkerbisken. En sprød og sej müslibar med smag af havre, rabarber og vanilje. 

Opskriften herunder er baseret på en opskrift fra endnu en biblioteksbog, Mine bedste hjemmelavede müslibarer - 40 fantastiske opskrifter af Astrid og Julie L. fra 2012.

En lækker lille kogebog med mange interessante opskrifter, både søde og salte. Og man har lyst til at lave dem alle sammen!

Marmeladen jeg brugte til opskriften var resten af min hjemmelavede rabarbermarmelade med vanilje lavet i ovnen, men man kan selvfølgelig lave opskriften med den marmelade man har lyst til.


Müslibar med rabarber

Ca. 10 stk.

4 spsk. brun farin
10 spsk. hvedemel
12 spsk. grove havreflager (f.eks. Urtekram)
6 spsk. blødgjort smør
1 lille glas marmelade, f.eks. rabarbermarmelade med vanilje

Forvarm ovnen til 180 grader. 

Klargør en firkantet form på cirka 20x20 cm med bagepapir. Spred marmeladen ud på papiret i bunden af formen. Det er bedre at formen er for lille end for stor.

Bland resten af ingredienserne sammen til en dejagtig masse og spred den ud over marmeladen i formen. 

Pres havredejen ned i marmeladen. Brug alle kræfter - hold ikke tilbage, jo mere der presses, jo bedre hænger müslibarene sammen efter bagning.

Bag formen i ovnen i ca. 30 minutter. Men hold øje, for fra det ene øjeblik til det næste brænder marmeladen og müslibarene bliver bitre.

Lad formen med de kommende barer køle let af inden den skæres i passende stykker. 

Lad de små barer køle helt af ved stuetemperatur inden de serves. Læg dem aldrig på køl, men opbevar dem i en lufttæt dåse.