Viser opslag med etiketten boller. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten boller. Vis alle opslag

onsdag den 26. september 2012

Iced Fingers

Jeg så disse "iced fingers" i et afsnit af en tidligere sæson af The Great British Bake Off. Opskriften her er af Paul Hollywood, som er et britisk bage geni.. men det er faktisk ikke et navn som jeg kender fra andet end programmet. Men nu også fra opskriften her!

Denne opskrift på boller producer de mest fantastiske saftige, spændstige og lækre boller! Og så fyldt med flødeskum og marmelade - så bliver det vist ikke bedre.

Jeg bagte disse lækkerbiskner til min familie i søndags til eftermiddagskaffe og de faldt i absolut god jord. Det er helt sikker ikke sidste gang jeg hopper på denne opskrift. Bollerne alene bare med smør på er helt fantastiske og jeg har også overvejet om man skulle bage et franskbrød af opskriften her. 

Opskriften herunder er omsat og oversat til dansk af mig. 


Iced Fingers

15 stk.

600 g hvedemel
50 g sukker
40 smør, blød gjort
2 æg
50 g gær
2 tsk salt
150 ml mælk
140 ml vand

Fyld:
Flormelis
Flødeskum
Jordbærmarmelade

Bland alle ingredienserne til bollerne sammen i skålen til en røremaskine. Men hold 1/4 af vandet tilbage. Pas på med ikke at smide saltet direkte oven på gæren. Det er ikke nødvendigt at opløse gæren inden den røres i dejen, men kan smuldres direkte i melet. 

Ælt dejen på højeste hastighed i et par minutter. Nu tilsættes resten af vandet, hvis der stadig er rester af mel tilbage i skålen som ikke er optaget af dejen. Ælt igen dejen på højeste hastighed i 5 minutter eller til at dejen er samlet omkring dejkrogen og klasker op af skåles sider. Dejen skal være blød og smidig.

Dejen kan selvfølgelig også æltes i hånden.

Læg plastfolie over skålen med dejen og sæt den lunt. Lad dejen hæve i 1 time eller til den er fordoblet i størrelse. 

Vend dejen ud på et meldrysset bord og del den i 15 boller af cirka 70 gram. Form hver bolle til en pølse og læg dem alle sammen på den samme bageplade beklædt med bagepapir. Bollerne skal lægges så tæt at de hæver sammen, så når de bages får de bløde sider. 

Efterhæv bollerne i cirka 40 minutter eller til de lige rør hinanden. 

Bag bollerne i 10 minutter ved 220 grader. 

Når bollerne er afkølet røres en tyk glasur af flormelis og vand og hver bolle dekoreres. 

Skær en dyb lomme i hver bolle skråt ned ovenfra. Fyld bollerne med marmelade og flødeskum. Server omgående. 



lørdag den 30. juni 2012

Chokoladebrud med tranebær

Jeg bagte disse boller den anden aften da jeg fik lyst til noget sødt og samtidig manglede noget til morgenmad og morgenmadsbrød til fryseren. 

Jeg valgte at bage lige præcis de her boller, fordi min søster anbefalende dem og fordi de er ret anderledes i deres fremstillingsmåde. 

Opskriften er af Claus Meyer fra Meyers Bageri. Meyer bager dem med gulerødder og solsikkekerne eller rødbede og sesamfrø. Jeg har bagt dem med chokolade og tørrede tranebær. Store, fede, saftige, knaldrøde tranebær af mærket Farmer's Fruit Snack. Smager fantastiske. Og det gør bollerne også. Hvilket også var hvad min søster fortalte mig. 

Disse boller er mega store, søde og luftige. De smager fantastisk direkte ude af ovnen, spist som en snack. Senere smager de lækkert med smør og marmelade til morgenmad. 

Når jeg skriver at disse boller er mega store, mener jeg virkelig at de er mega store. Én bolle er større end min hånd! Det er måske lige i overkanten og næste gang jeg skal bage disse boller, og det skal jeg igen, så laver jeg dem kun halvt så store, men med dobbelt så meget fyld!


Chokoladebrud med tranebær



12 mega boller eller 24 normal størrelse boller

50 g gær
5 dl lunkent vand
1 kilo mel, plus ekstra til bordet 
75 g sukker
15 g havsalt
75 g blødt smør
2 æg
150 g chokolade, 70 % - groft hakket
4 håndfulde tørrede tranebær

Oplæs gæren i det lunkne vand i en skål. Tilsæt hvedemel, sukker og salt og rør dejen sammen. Vend dejen ud på et meldrysset bord og ælt dejen grundigt. 

Lad dejen hæve lunt og tildækket i 1 time.

Lav en fordybning i midten af den store dej og slå begge æg ud i hullet sammen med chokolade og tranebær. Fold siderne ind over fyldet og form en stor bolle. 

Hak dejen i småstykker med en metalskraber. Sørg for at æggene ikke løber væk ved at løfte dem ind over dejen med metalskraberen. Bliv ved med at hakke dejen i småstykker til chokolade og tranebær er fordelt i dejen, men dejen skal ikke være jævn. 

Med en paletkniv løftes 12 eller 24 lige store portioner af dejen over på to bageplader med bagepapir.

Lad bollerne efterhæve 1 time. 

Bag chokoladebrudene ved 210 grader i cirka 15 minutter. ENJOY!